Til hverdag og fest

 

Jobbet som fotojournalist er varieret. Man skal kunne trives på mudrede marker og på bonede gulve. Man skal kunne tale med alle og formidle de store øjeblikke i de små begivenheder og med detaljer zoome ind på de små dele af de store historier. Den ene dag skyder jeg ishockeybilleder til aviser, den anden portrætter til et fagblad. Jeg laver reklamevideoer for virksomheder og tekster til kommunale blade og droneoptagelser af naturområder. Blandt andet. Hver gang med det formål at formidle et budskab, en historie, en følelse. Et bryllup er ikke hverdag, hverken for brudeparret eller jeg. Men det er en festdag, også for fotografen. At være med til en glædelig begivenhed og fange de små øjeblikke. Det er noget af det sjoveste. Lotte og Simons bryllup var en af den slags bryllupper, hvor små skønne brøkdele af sekunder opstod igen og igen. Her lige før Lottes bror skulle føre hende op ad kirkegulvet. Jeg har verdens bedste job.

Nytår 2015

30-12-2015 17:16

Tak for 2015 from Lene Esthave on Vimeo.

Se videoen på ovenstående link.

Jeg har verdens bedste job. Hver eneste dag møder jeg mennesker, der fortæller deres historier. Nogle møder er korte, andre lange, men alle møderne sætter et aftryk hos mig. Når jeg kigger tilbage på det år, der er ved at nå til ende, så er der møder, der fylder mere i bevidstheden end andre.

Mødet med femårige Sanaa fra Homs i Syrien på banegården i Budapest, hvor den lille pige gik igennem alle tænkelige følelser på en formiddag, da hun og hendes familie skulle med tog ud af Ungarn mod Tyskland, hvor deres drømme om et liv i fred lå. Mødet med Rebekka og Freddy i Flensborg, som fortalte om deres kærlighed og et kønsskifte fra kvinde til mand. Og mødet med 17-årige Amed, som er flygtet fra sit hjemland, fordi hans far fik sendt ham i fængsel alene af den grund, at den unge mand erklærede sig ateist. Nu bruger han sin fritid på at hjælpe andre flygtninge og særligt flygtningebørn. Der er portrætopgaverne, som ofte starter dybe, lange samtaler om livet og døden og alt derimellem. Det er de møder og samtaler med mennesker som gør, at jeg har verdens bedste job.

I løbet af et år tager jeg mange tusinde fotos, skriver ligeså mange ord og laver en hel del videooptagelser. Jeg har rodet lidt i bunken af årets billeder og lavet en lille hilsen. Fra mig er der kun tilbage at sige et stort tak for 2015. Tak til dem, jeg har mødt, de, der har modet til at fortælle, til mine kunder, kolleger og forretningsforbindelser og jer, som følger mig på Facebook, Instagram og diverse andre steder. Til jer som liker, deler, kommenterer og bruger tid på at læse dette og alt det andet, jeg har sendt ud i årets løb.Tak til jer alle.

Jeg glæder mig til 2016, hvor der ligger spændende opgaver og venter allerede.

Gå tilbage

Tilføj en kommentar